/artikel/ekstrem-ny-skimmelsvamp-truer-de-danske-museer-ingen-loesning-endnu
''Ekstrem'' ny skimmelsvamp truer de danske museer:- Ingen løsning endnu

Jacob Bjerring-Hansen er museumsdirektør ved Bornholms Museum. Foto: TV 2/Bornholm

En modstandsdygtig skimmelsvamp er dukket op på landets museer. Selvom man ikke har fundet den på Bornholms Museum, så kan den nyligt opdagede skimmelvækst komme til at få konsekvenser.
Af: Jeppe Seiding Olsen

Den er mere modstandsdygtig, sundhedsskadelig, og så er det stadig uvist, hvordan man bekæmper den.

En ny skimmelsvamp er dukket op på landets museer.

Vores planer for at bygge nyt magasin skal nok tilrettes, fordi den her type af skimmelsvamp er sværere at håndtere.

Jacob Bjerring-Hansen, museumsdirektør

Selvom den ikke er fundet på Bornholms Museum endnu, så må museet tage højde for den nye skimmelsvamp ifølge museumsdirektøren Jacob Bjerring-Hansen.

Resistent skimmelsvamp

Det er i et nyt forskningsprojekt, at der er blevet fundet en ''ekstrem'' skimmelsvamp på 12 af landets museer ved navn ''Aspergillus section Restricti''.

- Den er meget udbredt. Man kan godt kalde det en form for coronaepidemi for guldaldermalerier og kulturhistoriske museumsgenstande, fortæller chef for enheden Konservering og Magasinering på Nationalmuseet Camilla Jul Bastholm til DR.

Den nyligt fundne skimmelvækst hører under typen af særligt resistente svampe kaldet extremophile svamp, der kan overleve selv ved en lav luftfugtighed. 

Er svampen der?

Selvom skimmelsvampen ikke er fundet på Bornholms Museum endnu, så er der en mistanke om, hvorvidt den nye skimmelsvamp kunne gemme sig i krogene allerede.

- Vi ved ikke, om den er på vores museum, men det går vi ud fra på grund af vores dårlige opbevaringsforhold. Men vi ved det reelt ikke, fortæller museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen til TV 2/Bornholm.

Selv hvis der er en forekomst af skimmelsvamp, så er der intet at stille op for medarbejderne på museet.

- Forskeren, der har fundet skimmelsvampen, har ikke fundet en løsning til at bekæmpe den endnu. Vi ved ikke, hvilken luftfugtighed den lever ved. Før kunne skimmelsvamp ikke overleve med en luftfugtighed under 60, men nu ved vi ikke, hvor grænsen er længere, siger Jacob Bjerring-Hansen.

Får konsekvenser for nyt magasin

Det er ikke uden konsekvenser, når en ny skimmelsvamp som denne dukker op. For selvom museumsdirektøren ikke ved, hvorvidt den overhovedet er på Bornholms Museum, så er der god grund til at frygte det værste.

- Vores planer for at bygge nyt magasin skal nok tilrettes, fordi den her type af skimmelsvamp er sværere at håndtere. Det betyder en skærpelse af, hvordan vi skal håndtere den, siger Jacob Bjerring-Hansen.

Der er dog visse løsninger, der måske kan komme i spil, når forskerne lærer mere om svampen.

- Måske skal der skrues op på nogle af maskinerne, der affugter. Det må vi bare afvente det næste år. Vi kan ikke gøre noget endnu, fortæller Jacob Bjerring-Hansen.

TV 2/Bornholm har før dækket, hvordan Bornholms Museum har været plaget af andre former for skimmelsvamp. Det kan du læse- og se mere om her:

NYESTE
Download vores nye mobil app her